Børn og unge

af | 22.04.2022 | Politik

For at opnå de bedste og mest udviklende miljøer for børn og unge bør der være klare aldersmæssige opdelinger af opholdsstederne for børn og unges færden i fritiden. Opholdssteder, hvor aldersgrupper fra 15 til 25 år sammenblandes, er ganske enkelt ikke til gavn for nogen.

Vi ønsker, at børn får lov til at være blandt børn, unge blandt unge og voksne blandt voksne. Derved undgår vi, at letpåvirkelige unge havner i uønskede situationer.

Børn og unges trivsel er en af vores kerneværdier. Der skal derfor være rammer og miljøer, der understøtter børn og unges behov og udvikling. Vejen frem er derfor at lave miljøer for både børn, unge og voksne, hvor de har et solidt tilhørsforhold, og hvor de kan udvikle sig med jævnaldrende. Ungemiljøerne skal understøttes på bedste vis, da de også fungerer som en vigtig base for de unge, og hvor de har mulighed for at indgå i fællesskaber, som er afgørende for deres udvikling.

Alt for mange unge har været eller havner i misbrug. Det skal vi have gjort op med, for vi kan ikke være vidner til, at unge har et misbrug, som desværre kan være meget vanskeligt at komme ud af. Der skal langt mere forebyggende indsatser til i forhold til misbrugsindsatsen. Fredericia skal ikke være ”morfin-byen”. Den skal være morfin-fri, og der skal investeres i den nødvendige forebyggende indsats og behandling af unges misbrug. Investeringer skal være hele vejen rundt fra skole til ungdomsklubber og -uddannelser, fritidsaktiviteter og misbrugscentret.

Vi vil understøtte, at alle børn og unge har adgang til fritidsaktiviteter og transport til disse; dette også særligt af hensyn til børn og unge bosiddende i oplandet.

Vi ønsker at sætte meget mere fokus på børn og unges ensomhed.

Ensomhed kan ramme alle, men ingen børn og unge skal føle sig ufrivilligt ensomme og samtidig mangle tilbud og aktiviteter. De skal have let adgang til fritidsaktiviteter og ungemiljøer, hvor de kan møde voksne personer og jævnaldrende unge. For Det Konservative hold er det lige så vigtigt at forebygge ensomhed som at sikre let adgang til tilbud for unge, der allerede er ramt af ensomhed. Der skal både være variation af tilbud og aktiviteter, og de skal være geografisk spredt i kommunen, så børn og unge er uafhængige af, om de bor i by eller opland.

Fritidsaktiviteter styrker individets selvtillid og giver mulighed for at skabe relationer og venskaber uden for skolen, hvilket er yderst vigtigt for, at den unge kan finde et fællesskab, hvor hans eller hendes sociale evner, selvforståelse og ambition kan blomstre. Derfor er det vigtigt, at vi understøtter de fremtidige initiativer og giver støtte til det nuværende udbud af fritidsaktiviteter i Fredericia.

Konservative Fredericia - politik på børn og unge området

Det konservative folkeparti vil

N
Styrke rammerne for børn og unges opvækst og trivsel
N
Være førende i forebyggelsesindsatsen mod unges misbrug og sociale udfordringer
N
Forbedre muligheder for fritidsaktiviteter for de unge