Miljø og klima

af | 22.04.2022 | Politik

Nøgleordet for vores miljøpolitik må være ”ren”. Vi skal have en ren by, ren natur, rene skove, rene strande og et rent Lillebælt. Kommunen har et stort ansvar, når det kommer til at undgå udledning af forurenende stoffer. Vores rensningsanlæg og kloakker skal være dimensionerede til at kunne rense vores spildevand og undgå overløb ved spidsbelastninger. Vi skal sikre, at vores virksomheder kan komme af med deres affald og fjerne de hindringer, der måtte ligge i vejen for, at det foregår så enkelt som muligt. Samtidig skal vi slå hårdt ned på miljøsyndere, der ikke kan finde ud af at behandle deres affald korrekt.

Men vi skal også gribe i egen barm. Borgerne bærer et stort ansvar for, at vores by, strande, skove og natur er ren. Det affald, som man finder i naturen, kommer fra folk, der mere eller mindre bevidst smider deres affald i naturen og på gader og veje. Kommunen skal selvfølgelig sørge for, at det nødvendige antal affaldsspande er til rådighed, og at de tømmes, når det er nødvendigt. Til gengæld skal vi have skabt en kultur, hvor vi finder det uacceptabelt at forurene bevidst. Hvor det er i orden at sige til folk, at de skal tage deres affald med hjem. Vi skal ganske enkelt ikke finde os i, at nogle få ødelægger vores natur.

Samme holdning har vi til Lillebælt. Forureningen af Lillebælt skal stoppes. De omkringliggende kommuner må håndtere deres affald på egen grund. Ikke blot dumpe det i Lillebælt ud for nabokommunerne. Derfor skal der indføres et omgående stop af klapning i Lillebælt og en genopretning af livet i Lillebælt skal iværksættes. Vi mener naturligvis at en stor del af ansværet, og dermed økonomien for denne genopretning ligger hos dem der har givet tilladelserne.

Når vi arbejder med grønne tiltag i vores by, f.eks. forskønnelse af vores indfaldsveje, skal det ske med omtanke og henblik på CO2-reduktion. Vi skal ganske enkelt have fokus på de naturtiltag, der gavner vores CO2-regnskab mest. Vi vil arbejde for flere solceller på vores kommunale bygninger. De skal indarbejdes i arkitekturen, så de ikke skæmmer eller ”gemmes” på tagene. Vi vil aktivt bekæmpe regler og hindringer fra højere instanser på dette område.

Støjforureningen fra motorvejsnettet skal tages alvorligt. Ud over gener i hverdagen, medfører kontinuerlig trafikstøj også risiko for helbredet. Derfor vil Det Konservative Folkeparti arbejde målrettet på, at Vejdirektoratet opstiller tilstrækkeligt og effektivt støjværn langs motorvejene, hvor støjen er til gene for vores borgere.

Luftforurening påvirker helbredet for mennesker og gør skade på naturen i form af ultrafine partikler i byerne, og nedfald af kvælstof i naturen. Vi vil arbejde for at begrænse luftforureningen fra private og virksomheder ved at sikre bedre rådgivning om eksempelvis korrekt fyring i brændeovne og bæredygtig trafik. Rådgivningen skal styrkes bl.a. ved at oprette et Klima- og Miljøhus.

I det hele taget skal klima og CO2-reduktion tænkes ind i alt, hvad kommunen arbejder med. Det er lige fra arbejdet med grønne områder til renovering af bygninger og indkøb af køretøjer, arbejdsredskaber m.m. Faktisk skal vi ved alle beslutninger overveje, om der kan indtænkes en klimaindsats i disse.

Vi er begejstrede for den biodiversitet, som findes på Hyby Fælled, og den mangfoldighed der er af planter, dyr og insekter. Desværre er naturranglisten nedslående læsning for Fredericia kommune. På det seneste Naturkapitalindeks for danske kommuner er Fredericia faldet fra en placering som nr. 27 i 2015 til nr. 46 i 2020.  Derfor finder vi det også naturligt at arbejde for en fredning af Trelde Skov, så vi kan bevare og udvide den fantastiske natur i umiddelbar nærhed af byen. Vi er privilegerede at bo i et område, der har et så varieret udbud af naturoplevelser, og det skal vi være en aktiv del af at bevare, samt have fokus på øget biodiversitet på kommunale samt ikke-kommunale arealer.

Lillebælt har i mange år været både forsømt og overset som naturområde. Det skal der laves om på, og det kan kun gå for langsomt. Derfor bakker Det Konservative Folkeparti også op om Verdensnaturfondens ønske om at give Lillebælt status af Nationalpark, med de restriktioner som dette medfører. Vi mener, at de omkringliggende kommuner bør arbejde sammen om at skabe et hav af oplevelser. Samtidig er vi også villige til at afsætte de nødvendige ressourcer til at råde bod på mange års misbrug af Lillebælt, men vi vil også stille krav til dem, som har misbrugt Lillebælt. Både de kommuner og virksomheder, der har udført misbruget, men også staten og de styrelser, der har givet tilladelserne. Vi har alle et ansvar for at rydde op i fortidens synder, og i Lillebælt kan det kun gå for langsomt.

Konservative i Fredericia på Fredericia Havn

Det konservative folkeparti vil

N
Arbejde for, at Lillebælt bliver nationalpark
N
Oprette et Klima- og Miljøhus til rådgivning af borgere og virksomheder
N
Støtte fredning af Trelde Skov